Det Røde Pakhus vinder bedste dessertøsters

Daniel Kruse og Alex Bak fra Det Røde Pakhus tager en førstepræmie med hjem fra Danmarks Østersfestival på Rømø.
Selvom Det Røde Pakhus normalt ikke gør sig i østers var Daniel Kruse og Alex Bak alligevel de bedste i det søde østerskøkken. Danmarks Østersfestival på Rømø har over weekenden budt på mange forskellige konkurrencer, men med tre hovedkategorier: Østers i smørrebrød, det salte køkken og det søde køkken. Sidstnævnte som de to bornholmske kokke tog sejren i.

- Det er ikke sådan, at vi har terpet meget østers i desserter igennem, så det er overraskende, at vi vinder. Og også at vi også er blandt de højeste score hele dagen, så vi er sgu rigtig glade. Og sultne. Vi har ikke spist hele dagen, siger Daniel Kruse, som er chefkok ved Det Røde Pakhus.

Desserten, som de to kokke frembragte af østers, kalder de selv en mere klassisk tilgang til det. De lavede en mandelkage med ingefær og æbleøstersis, marengs på østersvand med karamel- og østerssovs. Og måske kan gæster på Det Røde Pakhus smage desserten i nærmeste fremtid:

- Hvis jeg kan få overtalt de andre til det, så kan det komme på som en ret, så folk kan smage den. Det er noget, vi vil overveje, og vi vil se, hvordan folk tager imod det. Der er ikke stor østerstradition på Bornholm, så det vil ikke blive en fast ret, fortæller Daniel Kruse.

Kategorien var den eneste, som Daniel Kruse og Alex Bak stillede op i. De havde tre modstandere: Casper Sundin, som er sidste års vinder af kategorien, Fabio fra Restaurant Haebel i Hamburg og Jack Cramer fra Ruths Hotel i Skagen.